Pressen om Emil Hess

Nidobbelt fedt
Emil Hess Evolution Orchestra: Do. (Calibrated)
Et stort orkester, ikke et big band, ikke en trio men et stort orkester! Det er altså fedt. Det vækker dejlige musikalske minder. Fredrik Lundin Overdrive, Miles Davis' orkester på Birth of the cool, Charles Mingus' Mingus Dynasty...know what I mean, know what I mean? Nudge nudge. Say no more.
Emil Hess har også et forhold til et stort dynamisk orkester. Ikke et powerband med kul på, men et stort orkester fordi det åbner op for en masse nuancer og detaljer. De sidste 8 år har han ledet et orkester der spiller hans musik. Nu er han endelig klar til, at præsentere musikken på en CD. Det er ikke en specielt stringent plade. Hess fortæller selv i covernoterne om de forskellige numre, der bla. præsenterer inspiration fra New Yorker grooves, tango, Miles Davis' Blue in green, ballader, modaljazz og folk.
Det er en plade der viser Emil Hess' knivskarpe overblik og fine evner som komponist og bandleder. Han leder et orkester bestående af en flok stærke musikalske personligheder, hvor blæserne Simon Spang-Hanssen på sax, Thomas Fryland på trompet, Klaus Löhrer på basun og tuba og ikke mindst Philip Andersen på valdhorn er med til at give musikken et klædeligt særpræg. I rytmegruppen med Ayi Solomon på percussion, Kasper Tagel på bas og Chano Olskær på trommer og Søren Lee på guitar, glædes mine ører over at lytte til specielt Søren Lee, der har fået den let pop-inspirerede Something beautiful som feature.

Emil Hess ´ indsatser (ikke mindst på basklarinet) giver også løfter om noget der kan vokse sig stort. Falgren og Hess har herlig respekt for instrumenternes (jazz)historie, koblet med ungdommelig vilje til at give fanden i historien, og bare spille i nuet -  Anders Kierkegaard i jazzspecial om ToneArt ensemblets CD " "2003 "

- Dejlige melodier … en masse god musik.Hess har samlet et yderst kompetent hold til at spille sin musik. Huntley spiller energisk, velovervejet og skaber fremdrift. Clausen er både fin solist og god akkompagnatør; Søren Lee bidrager med fint, ofte bluesbaseret guitarspil. Hess selv spiller idérigt og med en på samme tid afspændt og kraftfuld tone. Jan Strand i Jazzspecial om ”Skovens Nat”

 Dette sensitive, stilfærdige jazz-album afføder umiddelbart en trang til at følge i komponistens spor, ind i urskovens inderste, ind blandt skovvæsner og magiske naturfænomener. Så interessant er hans udforskning. Hess er kun 36 år, men - at dømme efter kompositionerne på dette album - et talent, der helt åbenlyst er i kontakt med de strømførende lag, som moden kunst opstår ud af…. helhedsindtrykket er umiskendeligt: Hess er med sin sax på en dybt interessant opdagelsesrejse sammen med resten af besætningen: Søren Lee (guitar), Thomas Clausen (klaver), Marc Davis (bas) og Richard Huntley (trommer) . Ivan Rod GAFFA om Skovens Nat

  ***** 5 stjerner ud af 6 Emil Hess har ladet sig inspirere af skoven ved nattetid på cd'en ”Skovens Nat”, og det er der kommet en drømmedejlig plade ud af. Det er, som om emnet er blevet en sand og sanseåbende kilde tid til musikalsk inspiration. Pladens ni numre er mættede og stemningsskabende og har titler som ”Diset Drøm”, ”Solsortens Sang”,”Grævlinge Groove”, ”Alfetagfat”, ”Murren I Muld”, og ”Parringsduel” - hvor den sidste er en ilter, lystig og varmblodig ting. Der er plads til munterhed i musikken, men generelt bliver der spillet med en nænsom, lyrisk og særdeles nuanceret og organisk tone. Jørgen Bollerup Hansen i Århus Stiftidende om ”Skovens Nat”

 Fremragende ”jazz”-CD . Når jazz står i anførelsestegn, er det fordi det faktisk kun er musikkens fundament, der trækker på jazzen. Kompositionerne og det eminente spil er så uendeligt meget mere. Undervejs snuses der til funk, acid jazz, gospel, latin, folkesange m.m., alt sammen spillet med et overskud og overblik - og ikke mindst med en klar sammenhængende rød tråd gennem musikken, der gør dette til en af spydspidserne i årets hidtidige jazzudgivelser. Troels Skærbæk i Musikeren om ”The Great Bridge”

 Tenorsaxofonisten Emil Hess ´ ”Reflections on New York” vari sin let elegiske karakter et fornemt værk …Different Neighborhoods var endnu et velarrangeret stykke af Emil Hess . Boris Rabinovitsch i Politiken om ToneArt-ensemblets uropførelse af to værker af E.H.

Emil Hess´” Reflections On New York” var solidt fremadskridende, beskrivende og stemningsmættet …– også i Emil Hess´ ” Different neighborhoods”, hvor der pludselig blev plads for ukopliceret, råswingende jazz - . Kjeld Frandsen I Berlingske tidende.

All but the two standards were composed by Hess and each song has aspects that stand out. “East Village” utilizes a New Orleans rhythm,”Waltz for Jette” is a lyrical ballad feature for Hess soprano, “Blackwells Island” becomes a tenor-drums duet and “the Great Bridge” is a Bluish ballad. The cooking “Bessie´s Blues” is taken by soprano by Hess who swings and does not sound derivative of John Coltrane. “Late Night in New York ” is moody and introspective, “212 West 91 st cooks on rhythm changes and “Dance In The Morning Mist” is another colourful original. “Everything Happens To Me” is taken as a tenor-bass duet, “ Midnight Express” is a wistful closer. There is solo space for each of the musicians but Emil Hess is the main voice throughout and really distinguishes himself. Recommended.

Scott Yanow i “Cadence: The review of jazz & blues. Creative improvised music” New York

Mit favoritnummer er tenorsaxofon-basduoen Pigen med den røde hat, i hvilken Hess viser sig som en solid Sonny Rollins discipel, både som musiker og komponist. I det hele taget er det Hess, der løber med den plade. Han har virkelig stor autoritet - og samtidig sans for at tæmme sit udtryk og konstant gøre det levende og meningsfuldt. Kjeld Frandsen Jazz Special

Og her er det ikke mindst Hess´ tørt stoflige sound på tenoren og en mobil, lidt cool frasering, der er attraktionen. Jørgen Sigumfeldt Berlingske Tidende

 Så blev det heldigvis tid for Emil Hess ´ New Life , et stykke stramt og velskrevet og velafleveret bebop. - Mest markant blandt blæserne var dog nok Emil Hess, der med sit autoritative Sonny Rollins-influerede tenorsaxspil markerede sig som et talent, man i høj grad bør holde øje og øre med. Kjeld Frandsen Berlingske tidende

Fire stjerner - Frækt, råt, aggressivt, overlegent – Ingen Lalleri.PN Ekstra Bladet om Hess/Huntley

Niklas Winter s og Emil Hess intelligenta gitarr- resp. saxsolon var som manna for öronen . Mats Liljeroos Huvedstadsbladet Finland

 Inderligt og dybfølt udtrykte han sig i balladerne ”My One and Only Love” og ”Good Bye Pork Pie Hat” og med saft og kraft i Charlie Parkers ”Antropology”, hvor han havde skiftet tenorsaxen ud med sopran. Troels Huldgaard Århus Stiftidende

Waltz for Jette är et stillsamt og vackert stykke – Ett avvikende nummer är: A Tale for Those Who Were, där sopransaxen är fylld af vemod og nordisk blues. Emil Hess är en interessant musiker. Hans spel är fyllt av jazztradition där John Coltrane finns med, men mest är det en blanding af sådana hjältar som Zoot Zimms och Hank Mobley - Mycket rund og rytmisk. Torsten Eckerman i Jazz Stage Sverige om E.H.´s kompositioner og spil

Emil Hess førte sig frem med et solidt spil, der både i kraft af intensitet og en egen tør lyd kunne lede tankene hen på Charlie Rouse.Kjeld Frandsen Berlingske Tidende

Der er en tydelig og smukt melankolsk nordisk tone over denne CD med tenorsaxofonisten Emil Hess og guitaristen Niklas Winter . Fire stjerner. Per Calum Jyllandsposten